Générateur danois de faux textes aléatoires

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde og Synet af de frie Herrer der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa, syntes han.Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa, skyndte Mikkel sig tilside.

Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven ved Bropælene.Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne.Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig om den evige Nat og om den, der vaager.

Mikkels Sager, Udbyttet af hans Tur paa Landet der stod hans Forsmædelse ganske nøgen nede ved Døren han vendte forvirret Ryggen dertil.Men de tyske Soldater lo og fik en Idé Æg var jo aldrig afvejen.Mikkel flyede da Æggene fra sig baade glad og fornedret, og de blev drukket allesammen, som de var.

desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som Storken, det gjorde Jens Andersen ikke saadan en Mand var han altsaa.Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu.Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen.

Gabriel var der ikke, sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet.Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre.Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld.Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.

Mikkel pustede.Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule Haand forbi Ansigtet.Du har drukket, sagde han.Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret.Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde men der var ogsaa mange af Byens Borgere imellem.Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.

hoppede latterligt i Sadlerne klik, klik.Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.Mikkel forføjede sig op i Byen.Overalt Soldater, Hestespektakel.Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk.

lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom ud.Da han havde drukket, satte han sig roligt ned.Lyset faldt paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende som en Mand, der har Filosofi.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde han saa et langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine Hunde med.

medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede sig.De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken.Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet.

Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet.Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i spraglede Klæder.

kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu.Otte Iversen var ikke mellem dem mere.Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der.

opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn Christiern.Mikkel for sammen og blev varm, han gik et Skridt tilbage, rørt og urolig.Og som han saa Prins Christiern der, glemte han ham aldrig siden.

pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin Drøm.Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et forunderligt Syn.Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle, ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte.

rystede sig et langt knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.Singodt, sagde han.Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt.Om han ellers holdt videre, Kusken De kunde jo altid gaa indenfor og tage en Snaps mere paa Følgeskabet.

lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for saa vidt Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig selv.Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin udødelige Sjæl.

Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand.Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden de viste ham Tagene.

slemt mager...det er sært.Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko.Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal.

bankede en Puls i den blide Stilhed en Krusning løb over Vigen, selve den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin Hemmelighed og sin Skæbne.Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen og ond, han fnøs og rettede sig.

Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig.Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna.

Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom.Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand saadan, da da da da.

Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt Køter.Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om, befandt han sig nede paa Højbroplads.Her var der som altid megen Bevægelse.Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen, som om han anstrængte sig med at overveje.

Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke.Sorte Tænder...det var nemt at se, at han var en Jyde.Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for ham.Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden.

Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.Susanna tænkte han.Susanna.Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte.De døve Huse holdt sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget.

Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at gaa i sig selv.Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed.Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i Orden.

Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt ogsaa den anden tabte Sikkerheden.Midt i Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til Byen.De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og Skæg fangede Øjet som en Glædesild.

Lænet op mod Bordet og Bænkene stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben.Enhver kunde se, at Læderstropperne havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug.Alle fire vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord der.

vilde Ove Gabriel bemærke Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen han var saa høj, at han kom til at rage ovenud med hele Overkroppen.Paa den Maade plejede han at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.

Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet.Men Heinrich fortalte væk.Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det ene Ben over det andet.Da Historien endelig var ovre, blev der ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden.

uventet, han havde forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid.Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg Mand.Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed.Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa.

gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte sig i Sædet og brast i Latter.Se nu til ham der, ham med Hætten det gør godt, hvor det kommer Han talte tysk.De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le.

Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig.Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet Storken, pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet.

Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem og fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk de tog Fart allesammen op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til Hyskenstræde.Mikkel Thøgersen blev glemt.Han blev staaende lidt og saa sig om.

vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve.Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt nej, nu lo han og rynkede Øjnene Ligevægt Besynderligt Saaledes saa et Menneske ud.

maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov.Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde.Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille.Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden.

skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus.Saa henfaldt han til at purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder.Han hørte fire Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød Vin brænde foran sig.

Lykkedag.Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene.Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg.

extingue lucem tilføjede han i en mæt Tone.Slukke Lyset, slukke Lyset tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til.Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede ned ad Stigen.Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han læste sin Bøn.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene...men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham.Jens Andersen en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande.Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham.

bestemte sig til at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter og andet Pak fra Byen.Det var en dejlig Majdag.Mikkel gik rask ud gennem Nørreport.Og saa saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten undselig op mod Himlen.

der stod han saa fast.Ghm Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer.Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar...og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt.

Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for Storken inde i Byen.Mikkel sprokkede tysk meget gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke paa sit Øgenavn.